Spring til...

Hvad skal det gamle rådhus i Korsør være i fremtiden?

Det gamle rådhus på Caspar Brands Plads har en central placering i Korsør – tæt på havnen, bymidten, skoler, kultur- og fritidstilbud og byens hverdagsliv.

I den politisk vedtagne udviklingsplan for Korsør peges der på det gamle rådhus og Caspar Brands Plads som et vigtigt sted i den videre udvikling af byen. Her er ambitionen at undersøge, hvordan huset og området omkring det kan blive en del af en stærkere bymidte og havnefront – med særligt fokus på børn, unge, familier, fællesskaber og det gode hverdagsliv.

Derfor sætter Slagelse Kommune nu gang i en udviklingsproces, hvor borgere, lokale aktører, foreninger, institutioner, unge, familier, virksomheder og andre med interesse for Korsørs udvikling inviteres til at bidrage med idéer, erfaringer og perspektiver.

Der er ikke på forhånd besluttet en bestemt funktion for huset, og derfor handler processen om at undersøge, hvilke aktiviteter, samarbejder og former for brug huset og området kan bære i praksis – og hvad der skal til, hvis stedet på sigt skal fungere som et åbent, levende og brugbart sted i hverdagen.

Vi skal undersøge mulighederne sammen

Det gamle rådhus og Caspar Brands Plads skal ses i sammenhæng med den bredere udvikling af Korsør bymidte og havnefront. Udviklingsplanen for Korsør har fokus på at styrke bymidten, skabe bedre forbindelser, bringe vandet og naturen mere i spil og udvikle byen i tæt samspil med dem, der bor, bruger og engagerer sig i Korsør.

Det giver huset og placeringen et særligt potentiale. Men før der kan træffes beslutninger om husets fremtid, skal vi blive klogere på både behov, muligheder og forudsætninger.

Derfor skal processen blandt andet undersøge:

  • Hvad har børn, unge og familier brug for i Korsør?
  • Hvilke aktiviteter, fællesskaber og mødesteder savnes i byen?
  • Hvordan kan huset og pladsen spille sammen med bymidten, havnen, skolerne, kulturlivet, fritidslivet, foreningslivet, turismen og handelslivet?
  • Hvilke lokale aktører, foreninger, institutioner, virksomheder og fællesskaber kunne være med til at skabe aktiviteter, midlertidig brug eller fremtidigt indhold?
  • Hvad kræver det i praksis at bruge og drive stedet på en god, realistisk og bæredygtig måde over tid?

Som en del af processen ønsker Slagelse Kommune derfor ikke kun at samle idéer. Kommunen ønsker også at komme i dialog med aktører og mulige samarbejdspartnere, der kan være med til at afprøve, kvalificere og udvikle konkrete muligheder.

Prøvehandlinger: Vi tester idéer i virkeligheden

En vigtig del af processen bliver en række prøvehandlinger. Det betyder, at vi ikke kun taler om idéerne – vi afprøver nogle af dem i praksis.

I løbet af sommeren og efteråret 2026 vil der blive testet forskellige aktiviteter og formater i og omkring det gamle rådhus og Caspar Brands Plads. Det kan for eksempel handle om aktiviteter for børn og unge, kreative værksteder, ophold på pladsen, kultur- og fritidsaktiviteter, pop-up-formater, samarbejder med lokale aktører og nye måder at bruge huset og området på.

Prøvehandlingerne skal gøre os klogere på, hvad der virker, hvad der skaber liv, hvem der bruger stedet, og hvad der kræver ressourcer, værtskab, samarbejde og organisering, hvis mulighederne skal udvikles videre.

På den måde bliver prøvehandlingerne en del af grundlaget for det videre arbejde med mulige funktioner og en realistisk model for brug, samarbejde og drift.

Følg med i processen – dine idéer kan komme med

  • Har du en idé til, hvad det gamle rådhus eller Caspar Brands Plads kan bruges til?
  • Kender du en aktivitet, et behov eller en gruppe, der bør tænkes med?
  • Er du del af en forening, institution, virksomhed eller et fællesskab, som kunne bidrage?
  • Eller har du bare en tanke om, hvad Korsør mangler?

Så vil vi meget gerne høre fra dig.

Alle input samles som en del af den videre proces og indgår i den samlede bunke af idéer, behov, erfaringer og muligheder, som skal kvalificere det videre arbejde.

Følg med her på siden og på siden for livet ved Storebælt for at holde øje med, hvornår der er aktiviteter, som man kan deltage i. Du kan også komme med dine idéer og input til os i forbindelse med aktiviteter og prøvehandlinger i og omkring det gamle rådhus.

Livet ved Storebælt

Udviklingen skal ske med afsæt i byen. Derfor håber vi, at mange vil være med til at pege på, hvad stedet kan blive til – for børn og unge, for hverdagslivet, for fællesskaberne og for Korsør som helhed.

Der er også mulighed for at sende dine input til annenhan@slagelse.dk

Har du spørgsmål til projektet, kontakt venligst

Konsulent

Anna Enoch Hansen

20 29 49 64 annenhan@slagelse.dk